Perfect Facebook

Ruds Vedby Svømmeklub

Ruds Vedby Friluftsbad er centralt beliggende i området ved Skolen, Hallen og det tilstødende idrætsanlæg og er hver sommer rammen om et meget aktivt foreningsliv i Ruds-Vedby Svømmeklub, Skolegade 15, Ruds Vedby.

Vi kan med glæde og taknemmelighed tænke tilbage på den meget aktive og dynamiske isenkræmmer Poul Dybdahl, der gennem en lang årrække drev en blomstrende forretning i byen.

Poul Dybdahls gave til byen var Friluftsbadet, der blev en realitet i 1960-erne.

I 1974 blev Ruds Vedby Svømmeklub stiftet og har siden da stået for aktiviteterne i Ruds-Vedby Friluftsbad.

Svømmeklubben ser det som sin opgave at tilbyde svømmeundervisning til priser, hvor alle kan være med og har for tiden ca. 275 medlemmer.

Undervisningen starter sidst i maj og fortsætter til september, hvor Friluftsbadet lukker. Udover svømmeundervisningen, deltager klubbens medlemmer i svømmestævner rundt i landet og arrangerer naturligvis også selv stævner.

Et af klubbens faste arrangementer er de årlige "Ruds Vedby Lege", hvor børn, unge og voksne fra nærliggende klubber samles en weekend for på professionel vis at konkurrere mod hinanden; der er både præmier og ære på spil.

"Ruds Vedby Legene" er endvidere kendt for at sætte det sociale samvær i højsædet, markeret med et festfyrværkeri, der hvert år samler både deltagere og borgere omkring Friluftsbadet!

Dette succesfulde arrangement muliggøres ikke mindst på grund af betydelig, frivillig arbejdskraft.

Svømmeklubben står også for den offentlige åbning i perioden fra maj til september til stor glæde for en masse børn og unge fra hele oplandet.

Formand Vita Rasmussen livreder,svømmetræner og står for den daglige drift af friluftsbadet.